Oprindelse

Forhistorie

Dobermannen er et produkt af det 1900 århundrede med rødderne i det forrige.
Adskillige hundetyper, udviklet til en bestemt anvendelse under bestemte geografiske forhold, har været kendt meget langt tilbage i tiden.
Også flere selskabshunde har en lang historie.

Men først i begyndelsen af 1800 -tallet kan man begynde at tale om hunderacer i moderne forstand.

Englænderne kom først – det var også dem, der kom på den ”afsindige” ide at afholde hundeudstillinger.
Landene på det europæiske kontinent fulgte lige efter.

Nogle steder, fx i Frankrig, rendyrkede man med stor pietet de lokale hundetyper.
Andre steder, og især i Tyskland, slog man flere typer sammen til en race med bredere anvendelsesområde – både de tyske hønsehunde og schæferhunden er blevet til på den måde midt i 1800-tallet.

Men mange steder fandtes kyndige hundefolk, som ikke kunne gå ind for nogen af metoderne.
De skabte målbevidst helt deres egen race, som ofte døde med skaberen, men som i andre tilfælde levede videre.
En af de racer, der stadigvæk eksisterer fra den tid, er Dobermannen.

Udover Dobbermannen så er Tyskerne kendt for at have avlet mange hunderacer så som Grand Danois, American Eskimo (German Spitz), Boxeren, Dachshund, Münsterlander, Weimaraner, Schnauzer, Rottweiler samt Schæferhunden. 

Udøvelsen af at kupere ører og haler på visse hundearter går tilbage i historien til en tid, hvor hundene blev opdrættet og brugt til meget forskellige formål. Der fortælles at øre og halekupering på Grand Danois påbegyndtes for at forhindre skader forårsaget under konfrontationer med vildsvin under jagt.

Den tidligere øre og hale kupering af Dobermannen er historisk anset for at have været yderst funktionel i oprindelse og tjente vigtige formål.
Dobermannen blev opdrættet til at fungere som en vagt og beskyttende hunderace, derfor anså man at både hale og ører ville være svage punkter, som kunne fungere som håndtag, hvilket en angriber kunne gribe fat i og skade.

Derfor vedtog man specielt at kupere Dobermannen for at minimere muligheden for eventuelle skader på hale og ører.
Dette gjorde også at Dobermannen fremstod som en vagtsom og mere afskrækkende hund.

I Danmark blev ørekupering forbudt i Danmark i 1982, og udstilling af importerede ørekuperede hunde blev forbudt i 2009.

Karl Friedrich Louis Dobermann var født i Apolda i 1834, og han boede i byen til sin død i 1894.

I mange år indkrævede han skatterestancer i området, og ved siden af påtog han sig mange andre hverv.
Han flåede slagtedyr, var nattevagt og muligvis også en form for hundefanger i Apolda.

Ikke sjældent havde han brug for en skarp og handlekraftig hund som medhjælper og beskytter, og da han åbenbart var interesseret i hundeavl og havde et rigt varieret materiale inden for rækkevidde, gik han i gang med at lave en selv.

Som hundefanger kunne Herr. Dobermann vælge de bedste hunde til sit formål.

Han var bekymret for karakter snarere end konformation.
Hans krav var at skabe en vågen, skarp, modig og intelligent hund.
Han ønskede en vagthund med en stærk mund, en god næse, mod, hårdhed og et højt udviklet beskyttelses instinkt.
Man må sige at han lykkedes med sin målsætning.
Fra starten var hans hunde regionalt kendt som “Dobermanns Hunde”.
De fik et solidt ry for hård styrke, stærk karakter og formidabel evne til at jage, bide og dræbe skadedyr.

Herr. Dobermann krydsede flere typer hunde, men udførte desværre ikke optegnelser (der var ingen rene hunde på den tid), og man ved derfor meget lidt om Dobermannens egentlige sammensætning.

Ifølge samstemmende, Tyske kilder stod racens vugge på det årligt tilbagevendende hunde marked i den lille by Apolda i Thüringen.
Byen eksisterer endnu – men ikke hundemarkedet – i nærheden af Weimar og ikke langt fra Leipzig i det tidligere Østtyskland.

”Foreningen til forædling af Thüringens hunderacer” begyndte med disse markeder i 1863.

Det var godt nok sjældent at møde race hunde her, men jægere, fårehyrder og andre strømmede til og udvalgte individer, der besad egenskaber, som kunne forbedre de pågældendes avlsmateriale inden for mange forskellige hunderacer, som endnu ikke havde fundet deres endelige form.

Herr. Dobermanns søn fortæller, at hans far havde en klog og frygtelig hund, der hed “Schnupp”, som han senere parrede med en meget flot og beskyttende tæve, der hed Bismark (senere kaldet Bisart).

Bisart’s hvalpe var sorte med rustmarkeringer. En af disse hvalpe blev navngivet “Pinko” han havde fra sin fødsel en naturlig kort hale og producerede nogle blå hvalpe.

Otto Goeller, en senere opdrætter (foto nedenfor), som kendte Herr. Dobermann, hævdede, at fundamentet til Dobermannen var en mongrel med navnet “Schnuppe” (en grå glat overtrukket hund, der sidder ved Herr. Dobermann’s venstre fod på det ovenstående billede).
“Schnuppe” blev parret med en slagterhund.
Goeller hævdede senere at den tyske hyrdehund, korthårede pistolhund, Grand Danois (Deutsche Dogge) samt den tyske pinscher spillede en rolle.
I et Tysk hundemagasin fra 1898 skrev man følgende: “I slutningen af ​​1860’erne havde ejeren af ​​en grusgrav ved Apolda, ved navn Dietsch, ejet en blågrå tæve, en slags Pinscher type, som han parrede med en sort slagterhund.
Den sorte slagterhund havde allerede de karakteristiske farve markeringer og var et kryds mellem en fårhund og en slagterhund. Herr. Dobermann der desværre døde alt for tidligt, krydsede disse to hunde, som blev gode vagthunde blandet med Tyske pinschere.
Det skulle være oprindelsen af dagens Dobermann”

I 1901 skrev Richard Strebel (Tysk myndighed om hundeforhold) “Det er tvivlsomt, om Dobermann Pinscher er en ægte Pinscher, den skal nok klassificeres som en “fårhund”. I 1933 undersøgte den Tyske Dobermann-klub oprindelsen af ​​racen og besluttede, at hovedforfaderen var den tyske pinscher.
Men i 1947 skrev Herr. Gruenig at Dobermann sandsynligvis nedstammer mere fra Beauceron, fordi den tyske Pinscher ikke har en lignende krops struktur eller adfærd, og det ville ikke være muligt at øge den gennemsnitlige skulderhøjde fra 40 til 70 cm på kun tredive år.
Dog fandtes “Dobermann-lignende” hunde (omtalt som “Thueringen racen”) omkring Apolda, før Herr. Dobermann begyndte at opdrætte, og disse hunde blev skabt ved at krydse tyske pinchere og fårhund.
Beaucerons er kendt for at være i Apolda i disse dage, og det er også muligt, at de var forfædre til slagterhundene.
Slagterhundene var ikke af en speciel race. Nogle tidlige Dobermann, lignede nøje slagterhunde, og nogle lignede Rottweilere.

Max Kuensler skrev i 1925, at fårhunden, Weimeraner og den tyske Pinscher var involveret, men bestemt var der ingen Rottweillere eller Terriers kendt i Apolda på det tidspunkt. De fleste er enige om, at Thueringin Shepherd (sheepdog), Slagterhund, German Pincher & Beauceron var tilgængelige, og nogle eksperter omfatter også den sorte og brune terrier. Interessant nok bekræfter de autoriseret myndigheder i forhold til rottweileren, at de såkaldte Slagterhunde var deres fælles forfædre.

Indledningsvis så var vagtegenskaberne og det store jagtinstinkt noget hindrende for raceens popularitet. Men i 1863 (da han var 29 år) præsenterede Herr. Dobermann sine “Dobermann Pinschers” på det første hundemarked i Apolda Tyskland med stor succes. Denne begivenhed blev så vigtig, at den officielt blev optaget i Apoldas historie.

Det vides at, efter at Herr. Dobermann døde, blev både Manchester Terrier og Greyhound introduceret i Dobermann racen.